Samsung udfordrer Apple, med endnu et produkt i deres Galaxy-serie
Samsung fik stor succes med deres Galaxy-produkter, som indtil videre består af deres smartphone Galaxy S, og tablet-computeren Galaxy Tab. Snart kan vi se endnu et produkt i deres Galaxy-serie, der skal tage kampen op mod Apple.
Det nye produkt fra Samsung vil være en medieafspiller, ifølge en uofficiel Samsung blog, men som hævder at have fået oplysningerne bekræftet af Samsung.
Navnet på den nye enhed vil efter sigende blive Samsung Galaxy Player, og den skal op og konkurrere mod Apples iPod Touch-enheder.
Den nye enhed fra Samsung vil stortset have de samme specifikationer som deres Galaxy S-telefon, undtagen telefondelen. Specifikationerne lyder på en 4″ Super Clear LCD-skærm, med en opløsning på 800×480 pixels, og en 1 GHz processor.
Ting som Wi-Fi, BlueTooth og GPS vil der naturligvis også være i medieafspilleren.
Kameraet bagpå vil være på 3,2 megapixels, og der vil da også være et frontkamera, man vil kunne bruge til videochat.
Medieafspilleren vil være udstyret med Googles styresystem, Android og det vil være i den gamle version 2.2 (Froyo). Der vil være indbygget hukommelse i denne enhed, og den vil blive leveret i 3 forskellige modeller, hvor hukommelsen vil være den eneste forskel.
Sammenlignet med iPod Touch, hvor den største model er på 64 GB, vil topmodellen her være på 32GB, hvorefter de mindre modeller vil være på henholdsvis 16 og 8GB, men der vil da også være mulighed for at få mere plads, ved hjælp af en indbygget MicroSD-slot.
Det forventes at Samsung vil fremvise deres Galaxy Player på den kommende CES 2011-messe, der allerede bliver afholdt i næste uge.